Tips til at håndtere en forælder, der er psykisk syg eller alkoholmisbruger


Kæmper du med, hvordan du skal håndtere en forælder, der er psykisk syg eller alkoholmisbruger, så får du her ni tips, der kan hjælpe dig på vej.

Det kan være en større udfordring at have en forælder, der kæmper med psykisk sygdom eller et alkoholmisbrug – især hvis man er vokset op med det. Rollefordelingen mellem barn og foræder kan blive byttet rundt, og der kan også opstå en form for medafhængighed, hvor barnet ender med at tage del i alkoholmisbruget eller understøtte det.

Derfor er det også en både svær og kompleks situation at håndtere, men jeg har alligevel forsøgt at samle et par tips til, hvor man kan forsøge at håndtere det.

(NB: Når jeg skriver barn i teksten, så mener jeg det i bred forstand rent aldersmæssigt. Det relevante her er rollefordelingen mellem forælder og barn – uanset alder. Forældre bør som udgangspunkt ikke ligge deres børn til last, men være en støtte – det er dog ikke altid sådan virkeligheden udspiller sig.)

1. Det er ikke din skyld

Det er afgørende, at du anerkender, at det ikke er din skyld, at din forælder er blevet psykisk syg eller alkoholmisbruger.

Lige meget om din forælder fx bruger alkohol til at håndtere en svær samtale med dig eller for at dulme dit fravær eller en oplevet afvisning fra din side – eller falder ned i et “sort hul” bagefter –  så er det ikke din skyld.

Det kan måske lyde simpelt for nogen, men for et barn, der er vokset op med en forældre, der er psykisk syg eller alkoholmisbruger, kan der udvikle sig et langt og stærkt mønster, hvor barnet tager sig at sin forælder, som desuden kan reagere stærkt ved barnets fravær. Det mønster kan være ekstremt svært at udfordre – for slet ikke at tale om at bryde det.

Derfor er det også vigtigt at stå fast og sige fra, også selvom der kan komme en voldsom reaktion fra din forælder – det er ikke din skyld, at din forælder ikke kan håndtere livets udfordringer på “normal” vis.

2. Det er ikke dit ansvar

På lige fod med at det ikke er din skyld, hvis din psykisk syge eller alkoholmisbrugende forælder reagerer voldsomt på dig eller på anden vis inddrager dig som skyldig i – eller kilde til – vedkomnes ulykke og sygdom, så er det heller ikke dit ansvar.

Du er barnet – og din forælder er din forælder – husk det. Du er ikke ansvarlig for behandlingen eller redningen af din syge forælder. Det er er der professionelle (voksne) til for. Typisk vil en effektiv behandling desuden være afhængig den syges egen vilje til behandling – og ikke de pårørendes.

Derudover kan også tynge et barn voldsomt at skulle “bære” sin forælder – både som barn og voksen. Det kan også sætte nogle kedelige spor at skulle tage sig af sin psykisk syge eller alkoholmisbrugende forælder; mange ubehagelig og mindre flatterende scener kan sætte sig i hukommelsen og man kan blive indraget i fællessamtaler med læger, og lægge øre til ting, som man nødigt vil inddrages i eller vide noget om.

Barnets og forælderens privatliv bliver kort sagt blandet sammen – og det kan i den grad også påvirke forholdet de to imellem på lang sigt.

Så overlad det til de professionelle – de er trænet til det.

3. Tal om det

Det gør kun situationen sværere, hvis du står helt alene med en psykisk syg eller alkoholmisbrugende forælder. Så tal med familie og venner om det. Det kan også fjerne lidt af “tabu” fornemmelse over det.

Du vil sikkert også opleve, at andre har prøvet det samme. Det er desværre ikke ualmindeligt med psykisk sygdom eller alkoholmisbrug, men mange vælger at holde det skjult.

Så bryd tabuet! Tal om det! Vær en mønsterbryder! Du vil helt sikkert sætte pris på ikke at stå alene med det – og måske kan din historie ligefrem hjælpe andre.

4. Søg støtte og hjælp

Udover at tale med din familie og dine venner, så findes der en række andre gode muligheder for støtte og hjælp, når du kæmper med at håndtere en forælder, der er psykisk syg eller alkoholmisbruger.

Kontakt en professionel samtalepartner – en psykolog, terapeut eller coach – eller opsøg en af de mange organisationer, foreninger og terapigrupper, som findes landet over, såsom TUBA, HOPE, SIND og Studenterrådgivningen (de fleste af deres tilbud er desuden gratis, men mange har dog ganske lange ventelister).

Her kan du både finde nogen at dele din situation med og få noget sparring omkring løsninger og håndtering af situationen.

Er du mest til en-til-en samtaler med en professionel samtalepartner, men har ikke helt råd, så kan din egen praktiserende læge formodentlig hjælpe dig med en henvisning til nedsat ydelse – nogen giver desuden studierabat.

5. Giv slip

Det kan også være et vigtigt skridt at give slip – i bred forstand.

Det kan hjælpe dig at give slip på tidligere oplevelser med din psykisk syge eller alkoholmisbrugende forælder – fx gennem terapi, samtaler, dagbogsskrivning.

Det kan også hjælpe dig at give slip på din rolle med hjælp fra en professionel, der kan støtte dig undervejs og hjælpe dig med at  stå fast og sætte grænser.

I sidste instans kan det dog også være værd at give helt slip på din forælder, omend det er nemmere sagt en gjort.

Husk, at du har et liv, der skal leves. Dit liv – ikke din forælders.

6. Husk dig selv og plej dig selv

Det er altid vigtigt at være god ved sig selv. Det gælder alt fra, hvordan du “taler” til dig selv, og til at huske, at give dig selv gode oplevelser – men det er især vigtigt, hvis du tumler med oplevelser omkring en psykisk syg eller alkoholmisbrugende forælder.

Du har sikkert ofte haft fokus på din forælder før dig selv – og dermed glemt at pleje dig selv – og du har sikkert også nogle ar på sjælen. Begge dele betyder, at du trænger til at blive ekstra “forkælet” og plejet.

Det gælder især, hvis du er midt i en proces. Skal du fx konfrontere din forælder, deltage i terapi eller forsøge at bearbejde dine oplevelser og konflikter med din forældre, så skal du passe særligt godt på dig selv undervejs. Husk pauser i processen og især belønninger til dig selv bagefter – måske skal du have et langt varmt bad efter en terapisession og din favorit mad eller snaks bagefter.

Kort sagt, husk dig selv og gør noget godt for dig selv.

7. Skriv det ud

Det er kan være utrolig gavnligt at skrive oplevelser og konflikter med sin psykisk syge eller alkoholmisbrugende forælder ud på papir.

Du kan fx skrive dagbog hver dag, skrive et (usendt) brev til din forælder eller til barnet inde i dig, beskrive dine følelser i digte eller noget helt tredje.

Pointen er, at få tankerne ud af hovedet, og det behøver ikke være i form af lange romaner. Selv tyve minutters skrivning eller en A4 side kan give en stor forløsning.

For nogen virker det desuden rigtig godt, hvis de brænder papiret bagefter – det kan repræsentere at give slip på tingene, at få det ud og komme videre.

8. Motioner det ud

Dårlige oplevelser og konflikter med en psykisk syg eller alkoholmisbrugende forælder kan skabe en masse stressreaktioner i kroppen – bl.a. i form af udskilning af forskellige stresshormoner.

En god måde at få dem “brændt af” er via motion. Gå fx en lang tur i rask gang i 30-45  minutter eller løb en tur på minimum 20 minutter, så burde du føle en større ro og afslapning i både krop og sind bagefter.

Måske skulle du gøre det til en fast rutine et par gange om ugen?

9. Mediter det ud

Sidst, men ikke mindst, så kan du meditere for større ro og afslapning i krop og sind – så du får mere overskud til håndtere din psykisk syge eller alkoholmisbrugende forælder (eller eftervirkningerne deraf).

Meditation kommer i rigtig mange variationer og skoler, men typisk sætter man sig med ret ryg i rolige og uforstyrrede omgivelser, lukker øjnene, og fokuserer på ens åndedræt og/eller et mantra i form af et ord man gentager – man kan også bruge en meditationsapp, som kan guide en.

Efter en daglig meditation (á 10-30 min.) i en til to uger vil de fleste opleve en klar forskel. Jeg har selv mediteret i årevis og kan kun anbefale det – det giver mig en stor ro og renser tankerne.

9 tips til at håndtere en forælder, der er psykisk syg eller alkoholmisbruger

  1. Det er ikke din skyld
  2. Det er ikke dit ansvar
  3. Tal om det
  4. Søg støtte og hjælp
  5. Giv slip
  6. Husk dig selv og plej dig selv
  7. Skriv det ud
  8. Motioner det ud
  9. Mediter det ud

Mere på vej

Jeg håber, at du fik noget godt ud af teksten, som forhåbentlig kan hjælpe dig til bedre at håndtere din psykisk syge eller alkoholmisbrugende forælder.

Jeg følger op med flere blogindlæg, tips, råd og værktøjer.

I mellemtiden kan du tilmelde dig nyhedsbrevet og følge med på facebook, så får du besked, når der kommer nye indlæg til.

De bedste hilsner,
Andreas

Inspirer en ven

Del meget gerne indlægget, så andre også kan få glæde af det - på forhånd tak 🙂


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *