Kategorier
Aktuelt Blogindlæg

15 ferie og rejse tips til en introvert eller sensitiv person

Er du introvert eller sensitiv, så kender du sikkert den overstimulering og træthed, der kan følge med at rejse og være på ferie hjemmefra – men sådan behøver det ikke være.

Her får du en række tips til en bedre rejse og ferie for introverte og sensitive personer.

1. Tal med dem du skal rejse med – inden I skal rejse

Den bedste start på en god fælles rejse og ferie er en lille forventningsafstemning. Fortæl hinanden hvad I gerne vil og ikke vil – og hvilke særlige behov I hver især har.

Det er også din mulighed for – som introvert eller sensitiv – at forklare, at du har brug for pauser og alene tid – især så det ikke bliver misforstået som surhed eller dårligt humør.

Og glæd jer så over alt det I skal opleve – sammen.

2. Research, research, research

Der er ikke noget som research og fornemmelsen af at vide, hvad der skal ske, hvor og hvornår, som kan dæmpe evt. angst og stress omkring rejser og ferier.

Så research alt det du kan, på det sted I skal være, hvis det beroliger dig – det har også den ekstra bonus, at du kan optræde som guide, hvis du har lyst til det, og så giver det dig også en mulighed for at påvirke jeres rejseplan.

3. Lav en fleksibel plan med “luft” i

Undgå at lave en alt for stram plan med den ene efter den anden “deadline” og ting I skal nå.

Sørg i stedet for rigeligt med “buffers”, så du kan være fleksibel og ikke skal jage efter faste tidspunkter og aftaler – så undgår du unødvendig stress og får luft til evt. uforudsete behov for pauser og alenetid.

4. Husk et “overlevelses kit”

Husk en sovemaske, ørepropper, meditations app og solbriller – og evt. en hat og hvidt tøj, hvis du skal være i varme områder. Er du sensitiv, så reagerer du sikkert – som med lys og lyde – mere på overophedning end andre.

Sovemasken og ørepropperne vil sikre dig den søvn, som du sikkert har endnu mere brug for end andre – ikke mindst i uvante omgivelser – og meditations appen kan sikre dig en god pause – så du er klar til nye oplevelser.

En ekstra bonus er, at man også kan gemme sig lidt bag solbriller og hat, hvis det hele bliver lidt for meget.

5. Køb et par gode høretelefoner med noise-cancellation

Høretelefoner med noise-cancellation kan være guld værd, hvis man arbejder i åbne kontorlandskaber med støj – det samme gælder på rejser og ferier.

De kan kort sagt udelukke udefrakommende støj – elektronisk – så du kan koncentrere dig om musik, lydbøger eller meditation, når du trænger til en pause – ikke mindst hvis I skal flyve eller rejse med tog.

6. Lad op inden – og efter – rejsen

Tag en dag eller to for dig selv, hvor du intet skal, inden I rejser. Det giver dig mulighed for at lade op både til at være social og til at få en masse nye indtryk.

Gør det samme når I kommer hjem. Tag igen en dag eller to for dig selv, hvor du intet skal, så du kan lade op og blive klar til dagligdagen.

De fleste introverte og sensitive har en begrænset mængde “batteri” til at være sociale, få nye indtryk og blive stimuleret. Så lad det op, ligesom du ville gøre med din mobiltelefon, inden du skal ud, og når du kommer hjem igen.

Jeg har også skrevet lidt om, hvordan du kan forberede dig bedst muligt på at holde ferie fra dit arbejde og komme tilbage igen uden stress, her på siden.

7. Undgå hostels og fællesrum – prøv en lejlighed i stedet for

Hostels og fællesrum er ofte billigere end normale hoteller, men det kommer med en pris – du får sjældent ro og mulighed for alenetid.

Så lad være med at spare de penge, for du vil helt sikkert fortryde det – og spilde din ferie på det.

En endnu bedre løsning – end både hostels og hoteller – kunne være en lejlighed (eller måske ligefrem et hus?). Det behøver ikke være dyrt, hvis I fx kigger på sider som Airbnb – faktisk kan man spare en del, hvis man også har sit eget køkken, og så får man ovenikøbet fuld frihed til at planlægge dagen og ens måltider.

8. Skab dit eget rum

Den optimale løsning for introverte og sensitive vil nok også være at få sit helt eget rum, med mindre du rejser med en partner eller god ven, som virkelig kender dig og dine behov fuldt ud – og respekterer dem.

Men igen – dit eget rum vil sikre, at du har et roligt sted at gå hen og lade op helt på dine egne præmisser.

De fleste børn plejer jo heldigvis også at syntes, at det er helt fantastisk med deres eget rum, hvor de selv kan bestemme og boltre sig – så de burde ikke være svære at få med på ideen om hver sit rum.

9. Spørg efter aircondition, ventilation eller anden udluftning

Er du i varme områder så spørg efter aircondition, så du kan få en pause fra varmen, når det presser på – især hvis du er sensitiv.

Det vil også give dig en bedre søvn, bedre pauser og bedre alenetid i dit rum – det er svært at sove i et rum, der er for varmt.

10. Husk alenetid og pauser

Husk alenetid og pauser, og gør det hellere forbyggende, fremfor når du allerede helt udkørt og overstimuleret – så holder du meget længere.

Det er vigtigt at få ladet op – ikke mindst undervejs. Så er du meget sjovere at rejse sammen med. En time eller to på dit eget værelse eller en gåtur kan være alt der skal til.

11. Find de naturlige – og fælles – muligheder for pauser

Du har brug for en pause nu og da og lidt alenetid, men hvad nu hvis I er ude? Og hvad nu hvis man kunne kombinere pausen med at være sammen?

Steder som bogbutikker, kunstmuseer, parker og natur, kan give en helt naturlig pause fra byens støj og dens mange mennesker – en pause som I sagtens kan dele.

En ekstra bonus er, at man ofte er mere stille i bogbutikker og på kunstmuseer, og så har de typisk også et køligt klima for at passe på bøger og kunst, så du også kan få en evt. pause fra varmen udenfor.

Natur og grønne omgivelser har desuden en beroligende effekt på krop og sind, så en gåtur i det grønne kan hurtigt blive til en lille meditation – derfor kan det også være en god ide – og investering – at undersøge, om der er grønne områder, der hvor I skal bo. En daglig gåtur vil gøre underværker.

12. Undgå store grupper af mennesker og myldretid

Har du mulighed for at undgå store grupper af mennesker, fx i forbindelse med de mest populære turistattraktion eller myldretid, så kan du begrænse lidt af din stimulering og spare på din kvote for indtryk.

Det er en effektiv måde at undgå overstimulering på. Måske kan I også overveje at rejse udenfor sæson, så der er færre mennesker, der hvor I skal hen – en ekstra bonus kan også være at priserne er lavere der.

13. Lad være med at fylde dagen op

Udgå at fylde hver dag op med den ene oplevelse efter den anden – det vil kun stresse dig og tømme dig for energi alt for hurtigt.

Planlæg i stedet en enkelt oplevelse hver dag og overvej at gøre din ferie det længere, så du kan nå det, du gerne vil  – i dit eget tempo, vel at mærke.

Og drop ideen om at du absolut skal se alle turistattraktioner – nyd i stedet dem du kan nå ordentligt. Tag det roligt. Der skal også være noget at se næste gang.

14. Overvej at skrive (rejse)dagbog undervejs

De fleste, som har prøvet at skrive dagbog, kender den positive effekt, som det kan have på ens sind.

Det giver en mulighed for at tømme hovedet for tanker og bekymringer – det er næsten som om, man rydder op og får mere styr på tankerne.

Men det giver også en dejlig mulighed for at vende tilbage og genopleve gode oplevelser på et senere tidspunkt – fx en rejse.

Mange oplever en positiv effekt blot ved at skrive 10-15 minutter hver aften, så det behøver ikke være den helt store indsats, der skal til.

15. Glem den dårlige samvittighed

Sidst, men ikke mindst, så glem den dårlige samvittighed, og ord som burde og skulle.

Du er introvert og/eller sensitiv. Du fungerer anderledes end andre – eksempelvis ekstroverte.

Du har dine egne gaver. Du oplever sikkert storslået natur, smukke bygningsværker og kunst, meget mere intenst end andre, eller tænker dybere over det du ser og oplevelser – og får dermed mere ud af det.

Men derfor skal du også passe bedre på dig selv, så de mange og intense indtryk og oplevelser ikke tømmer dig for energi og overstimulerer dig.

Rigtig god rejse 🙂

15 ferie og rejse tips til en introvert og sensitiv person

  1. Tal med dem du skal rejse med – inden I skal rejse
  2. Research, research, research
  3. Lav en fleksibel plan med “luft” i
  4. Husk et “overlevelses kit”
  5. Køb et par gode høretelefoner med noise-cancellation
  6. Lad op inden – og efter – rejsen
  7. Undgå hostels og fællesrum – prøv en lejlighed i stedet for
  8. Skab dit eget rum
  9. Spørg efter aircondition, ventilation eller anden udluftning
  10. Husk alenetid og pauser
  11. Find de naturlige – og fælles – muligheder for pauser
  12. Undgå store grupper af mennesker og myldretid
  13. Lad være med at fylde dagen op
  14. Overvej at skrive (rejse)dagbog undervejs
  15. Glem den dårlige samvittighed

Læs mere

Du kan finde flere artikler om den sensitive og introverte personlighed her på siden.

Mere på vej

Jeg håber, at du fik noget godt ud af indlægget. Jeg følger op med flere blogindlæg, tips, råd og værktøjer.

I mellemtiden kan du følge med på instagram og facebook, så får du besked, når der kommer nye indlæg til.

De bedste hilsner,
Andreas